<

September 2009

                                                                 

Septembers himmel………………..har givet vand.

Vejret har godt nok været ”strålende” i dagene op til denne weekend.

Fredag tænkte jeg på at ro en tur, men vind og vejr var vist ikke rigtig til det, syntes jeg, så det blev et kig på Nørresø og på arbejdet omkring roklubben i stedet. Der var kommet vand, masser af vand, så Nørresø var …..en sø, og inde ved roklubben var vandet fra åen så småt på vej ind i vores anløbsvig, som jo tegner til at blive rigtig hyggelig.

Nå, lørdag skulle vi jo male lidt, men vejret var ikke til det. Til gengæld fik Henrik, HC og mig bugseret den store anløbsbro ind i vores vig og fæstet på den ene langside, hvor den nu ligger og ”ser så sød ud”. HC fik våde tæer og skulle passe sin rengøringsturnus, så jeg tog en tur ud i Nørresø mod Lægan.

Kunne starte i vores nye vig fordi vandet nu stod så højt at man kunne ro ud i åen uden besvær. Så ud hvor digerne er brudt ned på venstre hånd, masser af vand, og mod højre, ind mod festivalpladsen, ingen vand, her arbejdes der jo stadig på at få diget jævnet med jorden. Så ud i Nørresø, som var en stor sø med masser af vind og bølger, vandet stod 40 cm. op af det nordlige dige, da jeg roede ud mod Lægan. I lægan stod vandet op til bådbroen….

Hjemad igen og en tur op i Grønå, som jo har mistet sit nordlige dige på det første stykke. Der var vind, strøm og bølger og i området, hvor der igen kommer dige på begge sider, var det helt vildt spændende at knokle sig frem. Jeg fik vendt længere oppe i Grønå og kom tilbage i den lille fredelige vig.

Søndag fik jeg aftalt med Anders Gass, (Herren i den familie, der har lagt efternavn til kanalen i sivene ude i Nørresø) at vi skulle ud i det blå. Vi kunne se at en del af Jejsingklanen var taget af sted og efter en snak med Poul Erik og Anette drog vi ud. Og ud, det kom vi, vandet var steget i nattens løb, så der var endnu mere vand alle steder. Selv det ellers tørre område ved festivalen var i løbet af døgnet blevet totalt oversvømmet. Jeg tror ikke maskinerne får jævnet mere dige og fordelt det foreløbigt, der er bare masser af vand. Alle tiders tur med masser af fugle af alle mulige slags, et rådyr på diget, nysgerrige folk med kikkerter på diget, strøm med og imod, vind for og bag, bølger med og mod, bølger og vind fra den ene side og fra den anden side. Kort sagt, masser af balancetræning. Vi vendte i Lægan og tog turen tilbage. Op i Grønå og hjem i den stille vig. Det var bare alle tiders.

Vi har nok lydt godt begejstrede for turen, for sidst på eftermiddagen drog Mette Gass og Inger ud på en 12 km. tur.

Nå, vi skal jo også være klar til næste lørdags ”Tour de Vidå”. Husk lige det.

Vi ses ude i det meget spændende nye vand, vi har fået lige udenfor vores Klubhus.

Jens Chr. Malle.